
Beretning for Hadsund Sportsfiskerforening 2024
Formandskab og drift:
2024 har været et aktivt år for foreningen med fokus på både drift og udvikling. Jeg blev genvalgt som formand, og skiltekontrol blev som altid vedligeholdt, så medlemmerne let kan finde vores fiskevand.
Lodsejerfest og samarbejde:
Lodsejerfesten blev afholdt med stor opbakning fra både lodsejere og medlemmer. Blæsten tog desværre teltet, så vi må investere i et nyt til næste år. Efteråret bød også på et lodsejerarrangement, hvor især forholdene ved Villestrup Gods blev diskuteret. Samarbejdet med lodsejerne styrkes fortsat.
Villestrup Å – Miljøsag og fremtidige projekter:
En kortvarig forurening i Villestrup Å fik stor opmærksomhed. Vi har haft tæt dialog med Mariagerfjord Kommune og DTU Aqua, som tager sagen alvorligt. Det var en meget kortvarig hændelse og åens fine fald og vandkvalitet, har resulteret i stort set ingen mén.
I 2025 deltager vi i DTU Aquas bestandsanalyse i de lokale vandløb.
Gydegrusprojekter:
Ingen nye gydegrusprojekter blev gennemført i 2024, men eksisterende områder i Stubberup Bæk og ved Milmosevej blev vedligeholdt. Et nyt udvalg bestående af Michael og Ulrik skal fremadrettet varetage denne opgave, og vi forventer at igangsætte nye projekter i efteråret 2025.
Hjemmeside og medlemsstatus:
Den nye hjemmeside gik i luften i maj og er blevet taget godt imod med 15.609 klik. Ventelisten er genåbnet, og der er pt. 59 personer på listen – svarende til en ventetid på 5-6 år. Foreningen har 125 medlemmer, og kontingentet stiger med 50 kr. i 2025 for at sikre økonomien og udvide fiskevandet.
Fiskevand og fangster:
Vi råder fortsat over ca. 11 km fiskevand i Villestrup Å, Korup Å og Kastbjerg Å. Der arbejdes på at sikre mere fiskevand til foreningen.
Fangster 2024: 94 fangstrapporter – 34 har ikke været ude og fiske 36%
0 cm >40 cm: 327 stk. – 50%
40 cm – 50 cm: 207 stk. – 33%
50 cm – 60 cm: 75 stk. – 12%
60 cm – 70 cm: 23 stk. – 4%
70 cm – 80 cm: 4 stk. – 1%
I alt fanget: 636 stk. svarende til 10,6 fisk pr. aktive fiskende medlem
Har det så været en god sæson? En del fangst rapporter har faktisk indikeret at det har været svært og har ingen fangster haft. Men en ting afspejler sig i rapporterne, og det er, at det afhænger af indsatsen og den tid man bruger langs åen med fiskestangen.
Afslutning:
Tak til alle frivillige, lokale butikker, lodsejere og bestyrelsen for deres engagement. Jeg overdrager hermed beretningen til generalforsamlingens debat og godkendelse.
Med venlig hilsen
Formanden, Hadsund Sportsfiskerforening